Silverstone næste stop

Efter tre løb i Spanien, Monaco og Østrig bliver næste stop England for Mikkel O. Pedersen. Her køres årets fjerde afdeling af Porsche Supercuppen, og traditionen tro afvikles det i forbindelse med det britiske Grand Prix på Silverstone-banen mellem London og Birmingham.

”Skal jeg være ærlig, må jeg tilstå, at Silverstone ikke er en af mine favoritbaner,” siger Mikkel O. Pedersen. ”Det er en større og længere bane end de baner, vi hidtil har kørt på, og det er sværere at være med fremme.”

Umiddelbart efter Porsche Supercup-løbet i Monacos gader, hvor Mikkel O. Pedersen opnåede sin første podieplacering med en andenplads, drog han sammen med det øvrige felt til Silverstone for at deltage i en fælles testdag.

”Umiddelbart virker min fart til at være OK på Silverstone. Det viste testdagen i maj i hvert fald,” siger Mikkel O. Pedersen.

Racerkøreren fra Struer håber på, at tredje gang bliver lykkens gang, for de to foregående besøg på Silverstone har ikke været nogen succes for ham.

”I 2017 startede jeg som 16er og kom op på tiendepladsen, da en kører bag mig bremsede for sent og pressede mig ud over græsset, så jeg ødelagde styretøjet,” fortæller han. ”Sidste år blev jeg påkørt af Jaap van Lagen. Det slog også styretøjet ud af kurs, ligesom jeg røg ned på en af de bageste pladser i feltet. Det positive var dog, at jeg bagefter kørte mig fra en 32. plads på den første omgang til 16. pladsen ved det ternede flag, så jeg ved i hvert fald, hvor man kan overhale på den bane.”


Mikkel O. Pedersen på tredjepladsen i Supercuppen

Udgangspunktet var ikke det bedste, da Mikkel O. Pedersen fandt sin plads på startgridden til årets tredje afdeling af Porsche Supercuppen. Men da de 17 omgange på Red Bull Ring i Østrig var omme, havde han præsteret fem overhalinger i det tætte felt, sikret sig årets tredje top 6-placering og var avanceret til tredjepladsen i den aktuelle mesterskabsstilling.

”Selv om jeg havde en dårlig tidtagning, var det trods alt et af mine bedre løb. Det gav nogle gode points til mesterskabet, så jeg nu ligger treer. Kan det bare fortsætte sådan her, vil det være godt,” siger Mikkel O. Pedersen, som blot blev noteret for tiendehurtigste tid i tidtagningen.

”Vi har to sæt nye dæk til tidtagningen, og da jeg kom ud på banen med det første sæt, endte det med, at jeg lå og kæmpede for at få plads foran og bag mig, så jeg kunne sætte en tid. Det lykkedes ikke, og jeg fik heller ikke presset bilen til det yderste og havde derfor ikke fundet det rette setup, da jeg fik det andet sæt dæk på. Bilen understyrede en hel del i sving 5 og 6, og det kostede bare tid. Jeg manglede seks tiendedele til etteren og tre tiendedele til toeren. Det var ikke meget, men på en kort bane som Red Bull Ring betød det, at jeg skulle starte tier.”

Var tidtagningen en skuffelse, blev løbet en positiv oplevelse. Tiendepladsen på startstregen blev vekslet til en femteplads ved det ternede flag.

”Jeg kom godt fra start, og jeg fik taget nogle pladser på den første omgang og jeg kom uden om de uheld, hvor nogle af de andre kørte ind i hinanden. Jeg kunne køre op til næste bil, presse ham, gå forbi og fortsætte op til den næste bil,” fortæller Mikkel O. Pedersen. Han fik dog ikke lov til at beholde femtepladsen. Den måtte han afgive til Florian Latorre.

”Jeg fik bagefter at vide, at jeg var gået forbi ham på en hård måde. For enden af mållangsiden lå vi side om side. Han bremsede og gik ned i andet gear, hvor det ellers er et tredjegearssving. Jeg lå på ydersiden, og han pressede mig ud over banekanten, men jeg holdt på og kunne ved afslutningen af næste langside gå forbi. Beslutningen om straffen er jeg ikke tilfreds med, for jeg blev presset ud over banekanten af Latorre og kunne ikke gøre andet.”

Om to uger skal Mikkel O. Pedersen i aktion igen. Det sker på Silverstone, hvor fjerde afdeling af Porsche Supercuppen køres i forbindelse med det britiske Formel 1 Grand Prix.


Mikkel O. Pedersen vender tilbage til Østrig

Der er efterhånden gået en måned, siden Mikkel O. Pedersen scorede sine første pokaler i Porsche Supercuppen, men i den kommende weekend genoptages kampen i verdens hårdeste mærkeklasse. Det kommer til at ske på Red Bull Ring i Østrig – en bane, hvor racerkøreren fra Struer i april vandt en afdeling af den schweiziske Porsche Sports Cup.

”Om jeg kan komme på podiet igen, er virkelig svært at sige, for selv om banen grundlæggende ligger godt til mig, ligger den også godt til mange andre,” siger Mikkel O. Pedersen.

”Red Bull Ring er en fin bane, men den er ikke helt så teknisk krævende som de andre baner på kalenderen. Det er en bane, hvor det går meget ligeud, og det bliver helt sikkert en hård weekend, for mange kan være med fremme. For nylig blev der kørt et Carrera Cup-løb på banen, hvor der var et sekund mellem nummer 1 og 27 i tidtagningen, og mange af Carrera Cup-kørerne er også med i Supercuppen i weekenden.”

Red Bull Ring blev i sin oprindelige form indviet for 50 år siden, men efter at den har gennemgået flere modifikationer, har den nu bl.a. asfalterede afkørselsarealer, hvilket giver kørerne en fordel, men også en udfordring.

”En ting, man skal være meget opmærksom på, når man kører på Red Bull Ring, er track limits,” siger Mikkel O. Pedersen. ”Den, der kører mest på grænsen, kommer til at starte søndagens løb fra pole position. Det er nogle tiendedele, man kan hente, hvis man kører lidt udenfor banen. Men det er en hårfin balance. Kommer man for langt ud, mister man de tider, man har sat, og det gælder det om at undgå.”

I den måned, der er gået siden andenpladsen i forbindelse med Monacos Grand Prix, har Mikkel O. Pedersen ikke ligget på den lade side. Han har forberedt sig på nogle af de kommende udfordringer.

”Umiddelbart efter løbet i Monaco tog vi til Silverstone i England, hvor vi havde to testdage forud for det britiske Grand Prix, som finder sted i næste måned,” fortæller han. ”Senere havde jeg også en test på Hungaroring som forberedelse til Supercup-løbet i forbindelse med den ungarske Grand Prix.”


Banerekord, andenplads og to pokaler i Monaco

Mikkel O. Pedersen fortsætter sin gode start på 2019-sæsonen. Efter sjettepladsen i første afdeling af Porsche Supercuppen kunne han søndag i Monacos snævre gader sikre sig sit første besøg på podiet, da han tog andenpladsen og samtidig blev noteret for sin første banerekord i løbsserien. Det betyder, at han nu ligger på fjerdepladsen i mesterskabet.

”Det kunne være blevet til en sejr, men det må blive en anden gang,” siger Mikkel O. Pedersen. Han startede løbet fra position 2 lige bag den regerende mester Michael Ammermüller. ”Ammermüller lavede en tyvstart, og så snart vi var igennem første sving, kaldte jeg teamet over radioen og bad dem holde øje med info på tidtagningsskærmene.”

”Jeg var sikker på, at han ville få en straf, og derfor valgte jeg ikke at tage unødvendige chancer. Der var et par gange, hvor jeg havde mulighed for at angribe ham, men jeg ville ikke, da jeg var overbevist om, at han havde tyvstartet og ville få en straf.”

Imidlertid blev der ikke rokket ved resultatet.

”Bagefter brugte stewards 2-3 timer på at se videooptagelser igennem, men de mente ikke, at der var tyvstart. Men når jeg ser andre optagelser, så var der det,” siger Mikkel O. Pedersen. ” ”Jeg var stensikker på det, og Larry ten Vorde, som blev treer, sagde til mig Så du også tyvstarten? lige efter løbet. Men det gjorde stewards bare ikke.”

Følelserne var lidt blandede bagefter, men trods skuffelsen var der også meget at glæde sig over. Udover det trofæ, som Porsche-organisationen uddelte, præsenterede løbsarrangørerne Automobile Club de Monaco også Struer-køreren for en gigantisk pokal, som blev overrakt af skuespilleren Patrick Dempsey, og netop den pokal gav visse udfordringer ved den efterfølgende check-in i lufthavnen i Nice.

”Jeg er meget glad. Jeg har længe snakket om, at jeg gerne vil have en podieplads, og nu blev drømmen opfyldt,” siger Mikkel O. Pedersen, ”og så lykkedes det mig også at tage banerekorden i Monaco. I det hele taget gik det godt i weekenden. Jeg var treer under træningen, og var jeg ikke kommet i trafik i den sidste sektor, havde jeg været hurtigst. Og i tidtagningen var jeg kun en tiendedel efter Michael Ammermüller.”

Mikkel O. Pedersen får dog ikke lov til at hvile på laurbærrene. Onsdag og torsdag tester han på Silverstone-banen i England, men så er der også en måneds pause indtil næste Porsche Supercup-løb, der finder sted på Red Bull Ring i Østrig.


”Nu gælder det Monaco – min favoritbane”

Anden afdeling af årets Porsche Supercup står for døren, og for Mikkel O. Pedersen bliver der tale om sæsonens højdepunkt.

”Nu gælder det Monaco. Det er fjerde gang, jeg skal køre race dér, og det er ikke bare den bane, jeg har kørt flest gange på i Supercuppen. Det er også min favoritbane,” siger Mikkel O. Pedersen.

”Banen i Monaco minder mere om de baner, vi kører på herhjemme. Hastighederne er ikke så høje, og så er banen også smallere end de andre i løbsserien. Det kræver en anden kørestil, og det kan jeg godt lide. Noget af det, som ikke er så sjovt, er, at det hurtigt kan blive dyrt…”

Det er autoværnet rundt om banen, der hentydes til. Og dem har Mikkel O. Pedersen haft nærkontakt med.

”Det første år, jeg kørte, var det regnvejr, og der var 7-8 biler, som kørte galt, og året efter tabte jeg bagenden under træningen,” husker han tilbage. ”Men sidste år havde jeg ingen skader, og den tradition vil jeg gerne fortsætte. Sidste år blev det til en femteplads, og nu håber jeg på, at jeg kan stå på podiet denne her gang.”

Mikkel O. Pedersen føler også, at drømmen om en plads på podiet er realistisk.

”Første afdeling kørte vi på banen i Barcelona, og det er ikke min favoritbane,” siger han, ”men alligevel lagde jeg pres på mesteren Michael Ammermüller på tredjepladsen. Kørerne i den forreste del af feltet er lige hurtige, og nu kommer jeg til en bane, som jeg bedre kan lide, og der føler jeg, at jeg tidligere har haft farten til at kunne være med fremme. Med den erfaring, som jeg har fået, er jeg meget mere klar til tidtagningen.”

”Sidste år startede jeg syver, kom op som femmer og lagde pres på Jaap van Lagen, som tidligere har vundet i Monaco. Monaco er lige min bane!”